Du er her: Om klubben / Bestyrelsen / Vedtægter 2008
Opdateret: 08-11-2011 kl.23:35 af Kim Kongstad
Vedtægter 2008
Revision 2008
VEDTÆGTER

FOR

ODENSE ORIENTERINGSKLUB


§ 1.

Foreningens navn er ODENSE ORIENTERINGSKLUB. Stiftet den 3. februar 1951 med hjemsted i Odense kommune.



§ 2.

Foreningens formål er at samle orienteringsinteresserede i alle aldre og at skaffe dem de bedste muligheder for at dyrke orienteringsidrætten.



§ 3.

Foreningen er medlem af Dansk Orienterings-Forbund under Danmarks Idræts-Forbund og er underkastet dette forbunds vedtægter og regler. Foreningen er endvidere medlem af SIKO, der er en sammenslutning af idrætsklubber i Odense kommune. Foreningen kan ved generalforsamlingsbeslutning etablere selvstændige underafdelinger, der kan indmelde sig i andre specialforbund under Danmarks Idræts Forbund. Medlemmer af sådanne underafdelinger registreres separat i medlemsfortegnelsen, jfr. § 4. I øvrigt administreres en underafdeling sammen med foreningens øvrige virksomhed.



§ 4.

Som medlem kan optages enhver, der har interesse i orienteringsidrætten. Optagelsen kan ske som aktivt eller passivt medlem. Indmeldelsen skal ske skriftligt til foreningens kasserer og er først gyldig, når kontingentet er betalt. Foreningen fører medlemsfortegnelse.



§ 5.

Kontingentet fastsættes på klubbens generalforsamling. Kontingentet opkræves årligt forud i marts måned og skal være indbetalt senest 31. marts. Ved indmeldelse efter 31. marts betales 1/12-del årskontingent pr. måned, for indmeldelsesmåneden samt årets resterende måneder. Medlemmer, som er i kontingentrestance den 1. juni, vil efter et skriftligt varsel på mindst 1 måned miste deres rettigheder og blive slettet som medlem, medmindre der er indgået en betalingsaftale med foreningens kasserer.
§ 6.

Udmeldelse skal ske skriftligt til foreningens kasserer med mindst 14 dages varsel til den 31. december, og for at udmeldelsen er gyldig, må medlemmet ikke være i restance overfor foreningen. Ingen, der er udelukket på grund af restance, kan optages på ny som medlem, før vedkommende har betalt sin gæld til foreningen. Bestyrelsen kan i øvrigt udelukke et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil, dog først efter at det pågældende medlem har haft lejlighed til at fremføre sit forsvar. Vedkommende medlem kan fordre spørgsmålet om udelukkelse prøvet på den førstkommende ordinære generalforsamling. Endelig kan et medlem udelukkes, når det efter forslag af bestyrelsen eller mindst 10 medlemmer vedtages på en generalforsamling. I alle tilfælde, hvor en udelukkelse skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom mindst 8 dage før generalforsamlingen, ligesom han har adgang til denne med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om udelukkelse skal optages som særskilt punkt på dagsordenen. Et medlem, der er udelukket ved generalforsamlingsbeslutning, kan kun genoptages ved en ny generalforsamlings-beslutning.



§ 7.

Generalforsamlingen er den øverste myndighed i alle foreningens anliggender, og den afgør selv sin lovlighed. Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent. Samtlige medlemmer har adgang til og taleret på generalforsamlingen. Stemmeret på generalforsamlingen har hvert aktivt medlem, der er fyldt 15 år. Hvert sådant medlem har een stemme. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Beslutninger tages ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer, dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning 2/3–majoritet blandt disse.

Afstemningsmåden bestemmes af dirigenten, dog skal afstemningen foregå skriftligt, hvis blot eet medlem kræver det. De af dirigenten trufne afgørelser skal på forlangende af mindst 5 stemmeberettigede medlemmer sættes under afstemning. Generalforsamlingens beslutninger skal fremgå af referatet, der underskrives af dirigenten.



§ 8.

Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i februar, indkaldes med mindst 8 dages skriftligt varsel og har mindst følgende punkter på dagsordenen:

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsens beretning om foreningens arbejde i det forløbne år.

3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.

4. Planer for det kommende år samt forelæggelse af næste års budget.

5. Indkomne forslag fra bestyrelse og medlemmer.

6. Kontingentfastsættelse.

7. Evt. valg af formand.

8. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

9. Valg af bestyrelsessuppleanter.

10. Valg af revisor.

11. Valg af revisorsuppleant.

12. Eventuelt.

Forslag, der ønskes behandlet på den på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde inden udgangen af december måned.



§ 9.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen beslutter det, eller senest een måned efter at mindst 1/5 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt har stillet krav herom. Indkaldelsen og dagsordenen tilstilles medlemmerne senest 14 dage før generalforsamlingen.



§ 10.

Foreningen ledes af en bestyrelse, der repræsenterer foreningen i alle forhold. Dens på lovlig måde vedtagne beslutninger og i henhold hertil foretagne handlinger forpligter foreningen. Bestyrelsen består af 1 formand og 4 øvrige bestyrelsesmedlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen, således at formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer afgår på ulige årstal og 2 bestyrelsesmedlemmer afgår på lige årstal.

Formanden vælges af generalforsamlingen ved særskilt afstemning. I øvrigt konstituerer bestyrelsen sig selv.



Vælges formanden blandt bestyrelsesmedlemmer, der ikke er på valg, vælges yderligere 1 bestyrelsesmedlem under dagsordenens pkt. 8 for medlemmets resterende valgperiode. Bliver formandsposten ledig i valgperioden, indtræder næstformanden i hans sted indtil førstkommende generalforsamling, hvor denne så vælger ny formand for den resterende valgperiode. Generalforsamlingen vælger hvert år 1. og 2. suppleant, der indtræder i ledige bestyrelsesposter i valgperioden, i nævnte rækkefølge. Valgbar efter denne paragraf er ethvert stemmeberettiget medlem, der er villig til at modtage valg. Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne skal dog være myndige. Genvalg kan finde sted.



§ 11.

Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden, når denne finder anledning hertil, eller når et bestyrelsesmedlem ønsker det. Bestyrelsen træffer beslutninger ved simpelt stemmeflertal og er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer er til stede - heriblandt formand eller næstformand. Formanden - eller i dennes fravær, næstformanden - er mødeleder. Ved stemmelighed er mødelederens stemme afgørende. Formanden er berettiget til at handle på foreningens vegne i sager, der ikke tåler udsættelse, men skal i så fald fremføre sagen for bestyrelsen ved førstkommende møde. Bestyrelsens beslutninger skal fremgå af referatet, der godkendes på næste møde.



§ 12.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Revisorpåtegnet resultatopgørelse og status forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.



§ 13.

På den ordinære generalforsamling vælges hvert år en revisor og en revisorsuppleant. Revisor skal hvert år i januar gennemgå det samlede regnskabsmateriale og påse, at beholdningerne er til stede. Resultatopgørelsen og status skal forsynes med revisors påtegning. Revisor kan til enhver tid forlange at efterse regnskabsmateriale og beholdninger.



§ 14.

Vedtægtsændring kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for ændringen.



§ 15.

Foreningen kan kun opløses efter vedtagelse af 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst en måneds mellemrum. På begge generalforsamlinger skal beslutning træffes med 2/3 majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Eventuelle midler skal ved opløsning af foreningen anvendes til andet idrætsarbejde i Odense kommune.





Vedtægterne er således vedtaget ved ODENSE ORIENTERINGSKLUBs ordinære generalforsamling tirsdag den 30. november 1982.

§ 12, stk. 2 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 26. januar 1988.

§ 8, stk. 1 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 26. januar 1993.

§ 10, stk. 3 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 11. februar 1997.

§ 10, stk. 1 er ændret ved ekstraordinær generalforsamling den 21. marts 2000.

§ 5 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 5. februar 2002

§ 5 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 15. februar 2005

§ 9 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 15. februar 2005

§ 10 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 15. februar 2005

§ 11 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 15. februar 2005

§ 10 er ændret ved den ordinære generalforsamling den 26. februar 2008


P.b.v.

Kim Kongstad
formand
Copyright Odense Orienteringsklub 2013